Birgit Pouplier

Birgit Pouplier var uddannet skuespiller. Hun har skrevet bøger for både børn og voksne.

April 2014 udkom hendes sidste bog "Kunst, kamp og kærlighed" om kunsterparret Elisabeth Jerichau Baumann og Adolph Jerichau.

Nedenfor er Birgit Poupliers egen beskrivelse fra 2007 af sit forfatterskab.

​

Opvækst

Min bror og jeg voksede op i København og var ikke ret gamle, da vore forældre blev skilt. Da vores mor giftede sig igen, var vi teenagere og flyttede til en villa i Rosenvænget på Østerbro, hvor jeg gik i Ingrid Jespersens Skole. Dansk stil havde altid haft min store interesse, og i 1. g vandt jeg en stile-konkurrence for de nordiske landes gymnasier. Som nybagt student fik jeg mit første læserbrev, Latterens hemmelighed antaget i Berlingske Tidende. På chefredaktørens opfordring sendte jeg ham alle fremtidige artikler, også fra udlandet.

Skuespiller

Men jeg ville være skuespiller og blev uddannet på Det kgl. Teaters elevskole. Jeg fortsatte de næste par år på Odense Teater og Det ny Teater med mange store opgaver.

Ophold i udlandet

I 1949 blev jeg gift med Knud A. Jerichau Nielsen, civilingeniør. Vi rejste til Uganda i Afrika, hvor Knud arbejdede på dæmningsbyggeriet ved Nilens kilde. Her spillede jeg amatørteater og skrev artikler hjem. I 1952-56 opholdt vi os i Los Angeles, Californien, hvor jeg fik foden inden for film og TV. Jeg fik små roller i film og flere hovedroller i TV. På universitetet studerede jeg Short-story writing og fik årets elevpris, hvorpå jeg kom på professionelt hold. Da vores første barn, Kim, blev født i 1955, besluttede vi os til at forlade USA.

Tilbage i Danmark

Siden har jeg haft glæde af min skuespiller uddannelse ved oplæsning i radioen og ved indlæsning af mine bøger til lydbøger: Djil-bøgerne, Lisinka, Den sorte rose og Intermezzo.
Da vi indspillede Danmarks første børne-tv-serie, "Lenette og hendes grimme hund" og "Lenette får en storebror" omskrev jeg bøgerne for TV. Jeg instruerede og spillede moderen med vor niårige datter Bodil i hovedrollen som Lenette. "Mine Kim-breve", en ugentlig spalte til Berlingske Tidende om drengen og hans to mindre søstre, dannede grundlaget for mine senere småbørnspsykologi-bøger: "De små mennesker i familien", 1-5. Efter jeg havde vundet Informations kronikkonkurrence: "Hvad jeg lever for", blev den udgivet på C. A. Reitzels forlag, hvorpå forlaget udgav min debutbog, novellesamlingen: "Og i aften".

Djil-bøgerne

De tre bøger om Djil har optaget børn og unge i så høj grad, at skoleklasser har haft tema-uger med udgangspunkt i Djils skæbne. Djil bliver blind som 13 årig. Det har været en oplevelse at møde børnenes engagement, læse deres stile og se deres plancher, når jeg med foredrag har besøgt forskellige skoler eller biblioteker.

Totter-bøgerne

I de fire bøger om Totter møder vi drengene, Thor, kaldet Totter, Mick og Lasse fra de er tolv år og til de er halvvoksne. Handlingen foregår i tre vidt forskellige verdener. Først i det lukkede rum på Det kgl. Teaters balletskole med allehånde dramatiske skæbner fra store triumfer til bitre nederlag. Dernæst i kostskolens fortættede verden, snart fuld af tyranni, snart varm og spændende. Og endelig skoleskibets barske univers, hvor de maritime fælles opgaver og kammeraternes nærhed kan skabe store konflikter, men også resultere i, at man finder sig selv, sin styrke og forelsker sig for alvor.

Bøger for voksne

Efter disse bøger, som af mange blev opfattet som voksenbøger, fik jeg megen tilskyndelse til atter at skrive for voksne. Min første store roman, Lisinka, udviklede sig efterhånden til en bestseller, så jeg selv nu syv år efter den udkom, jævnligt får breve fra læsere af begge køn og i alle aldre. Den sorte rose, som udkom i 1999 og siden Intermezzo, en kærlighedsroman i 2001 er det gået på samme måde. Lige nu er jeg i gang med den næste roman, men før jeg har sat det sidste punktum, ved jeg ikke, om den vil lade sig skrive. Jeg har hver gang lige store tvivl og frustrationer undervejs med arbejdet. Her i Espergærde bor vi tæt på vores store familie og har derfor daglig glæde af den nære kontakt, men også brug for at kunne ty til et lille sted langt herfra, hvor der kan arbejdes uden dårlig samvittighed.